Vedtægter

Vedtægter for Ågårdsejerlaug

§ 1

Navn og formål.

Ejerlaugets navn er: ”Ågårds Ejerlaug”, dets hjemsted er Bjerge Sydstrand, 4480 Store Fuglede, Kalundborg Kommune.

Ejerlaugets formål er at varetage alle fællesinteresser for ejerne af matrikler udstykket fra matr. nr. 101 b, Bjerge by, Svallerup Sogn, Kalundborg Kommune.

De generelle lovgrundlag for området er fastsat i tinglyst deklaration for mat. Nr. 101 b, 106 b og
118 b, Bjerge by, Svallerup Sogn af 1. marts 1964 underskrevet af Margrethe Hellemann Olsen,
Ågården, Gørlev Sj.

Heri er fastsat såvel generelle som specifikke regler for områdets udnyttelse og dets administration.

Ejerlauget repræsenterer medlemmer i alle forhandlinger med offentlige myndigheder i det omfang, det måtte være krævet af de offentlige myndigheder og ikke strider mod gældende praksis.

Ejerlauget vedligeholder og afmærker de private fællesveje og fællesarealer for matr.nr. 101 b og fastsætter og håndhæver ordensreglement, jfr. deklarationens bestemmelser om benyttelse m.v.

Foreningens værneting er retten i Holbæk for alle tvistigheder i Ågårds Ejerlaug såvel mellem grundejerne indbyrdes som mellem lauget og grundejerne. Foreningen ved dennes formand er som sådan procespart for alle fælles rettigheder og forpligtelser i ejerlaugets anliggender.

§ 2

Enhver ejer af matrikler af matr. nr. 101 b, Bjerge by, Kalundborg Kommune, er medlem af ejerlauget og underkastet dets vedtægter (samt førnævnte servitutter). Kun ejere af matrikler af 101 b kan være medlemmer af ejerlauget – ikke udenforstående.

Såfremt et medlem sælger sin matrikel, indtræder den nye ejer automatisk i sælgers sted.

Medlemskabet er pligtmæssigt og indtræder den dag, hvor den pågældende ejers skøde, uanset om det er betinget eller ej, anmeldes til tinglysning. Såfremt den pågældende ejer overtager matriklen
forinden nævnte tidspunkt, indtræder medlemskabet dog på overtagelsesdatoen.

Den nye ejer kan dog først udøve stemmeret, når lauget har modtaget underretning om ejerskifte.

Den tidligere ejers medlemskab ophører, herunder også retten til andel i laugets formue, samtidig
med den nye ejers indtræden, men den tidligere ejers forpligtelser overfor foreningen ophører dog først, når den nye ejers skøde er endeligt og tinglyst uden præjudicerede retsanmærkninger, og når samtlige forpligtigelser og restancer pr. overtagelsesdagen er opfyldt og betalt.
Den til enhver tid værende ejer af en matrikel under lauget indtræder i den tidligere ejers rettigheder og forpligtigelser overfor lauget og hæfter således bl.a. for den tidligere ejers restancer til foreningen af enhver art og til enhver tid.

Medlemmerne – herunder også ikke – bestyrelsesmedlemmer – er pligtige til at deltage i det udvalgsarbejde ejerlauget eller dets bestyrelse måtte pålægge dem.

Medlemmernes pligt til at udrede omkostninger ved grundenes byggemodning m.v. er ejerlauget uvedkommende, idet de pågældende foranstaltninger, der retter sig mod den enkelte ejer, skal betales af de enkelte medlemmer og bliver disses ejendomme undergivet.

Medlemmerne hæfter for ejerlaugets forpligtelser, og bestyrelsen er pligtig til at fordele disse mellem matrikelnumrene.

Medlemmernes kontante bidrag til ejerlauget fastsættes af bestyrelsen og skal godkendes af generalforsamlingen.

Bestyrelsen fastsætter betalingstid for kontingentet. Såfremt et medlem ikke betaler sit kontingent til de fastsatte tider, er vedkommende pligtig at betale morarenter efter bestyrelsens bestemmelse.

§ 3

Generalforsamlingen.

Generalforsamlingen er ejerlaugets øverste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i tiden mellem 1. juli og 31. august i Kalundborg Kommune.

På den ordinære generalforsamling skal hvert år følgende dagsorden være gældende:

A. Valg af dirigent.
B. Beretning af formand.
C. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
D. Fremlæggelse af budgetforslag og kontingent til godkendelse.
E. Valg af bestyrelse for 2 år, jfr. § 4.
F. Valg af 2 revisorer, der skal være medlem af ejerlauget.
G. Forslag fra bestyrelsen eller medlemmerne.
H. Eventuelt.

Forslag fra medlemmerne skal være fremsendt til bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingen.

Afgørelser på generalforsamlingen sker ved almindelig stemmeflerhed af de på generalforsamlingen repræsenterede medlemmer.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen ønsker dette, eller det måtte kræves af mindst 25% af medlemmerne.

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal nøje angive, hvad der skal behandles på den ekstraordinære generalforsamling.

Indkaldelse til generalforsamling – ordinær og ekstraordinær – sker ved brev eller pr. e-mail til medlemmerne mindst 14 dage før generalforsamlingen med angivelse af dagsorden.

Samtlige laugets lovlige medlemmer har stemmeret på generalforsamlingen – 1 stemme pr. matrikelnummer. Stemmeretten kan udøves af et medlem, dennes ægtefælle/samlever eller ved et andet medlem ved skriftlig fuldmagt. Intet medlem kan dog repræsentere mere end en fuldmagtsgiver.

§ 4

Bestyrelsen består af i alt 7 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen, således at der hvert andet år vælges 4 medlemmer og de øvrige år 3 medlemmer. Genvalg kan finde sted. Generalforsamlingen vælger 1 suppleant for 1 år ad gangen.

Bestyrelsen vælger af sin midte, hvem der skal være formand, næstformand, kasserer og sekretær. Bestyrelsens bestemmelser herom gælder 1 år.

Der kan evt. tillægges medlemmer af bestyrelsen honorar, hvis størrelse dog skal godkendes af generalforsamlingen.

Bestyrelsen er berettiget til af sin midte – eller blandt de øvrige medlemmer – at nedsætte særlige udvalg til varetagelse af særlige opgaver.

§ 5

Regnskabet.

Regnskabsåret går fra 1. juli til 30. juni.

Senest 14 dage før generalforsamlingen overgives regnskabet til de 2 af generalforsamlingen valgte revisorer, og bestyrelsen er pligtig at meddele disse enhver oplysning af interesse for regnskabet.

Samtidig med regnskabet udfærdiger bestyrelsen en oversigt (budget) over de opgaver, ejerlauget får
– af økonomisk art – i det kommende år.

Ejerlaugets daglige kassebeholdning skal være indsat på bank-, sparekasse- eller girokonto.

§ 6

I dispositioner overfor tredjemand bindes ejerlauget ved underskrift af den samlede bestyrelse. Kasseren er dog berettiget til at disponere over bank-, sparekasse- og girokonti

§ 7

Over det på bestyrelsesmøder og generalforsamlinger passerede, udfærdiger bestyrelsen et skriftligt referat, der skal opbevares i ejerlauget arkiv. Referatet af generalforsamlinger lægges på ejerlaugets hjemmeside.

§ 8

Nærværende vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen den 22. august 2010 og er en revideret udgave af de oprindelige vedtægter af 15. oktober 1964.

Til ændring af vedtægterne kræves, at sådanne ændringer vedtages af hertil indvarslet – ordinær eller ekstraordinær generalforsamling – med mindst ½ af de på generalforsamlingen repræsenterede medlemmer, forudsat af 2/3 af samtlige medlemmer er repræsenteret. Er generalforsamlingen ikke beslutningsdygtig, indkaldes til ny generalforsamling. På den ekstraordinære generalforsamling vedtages ændringen med simpel stemmeflerhed uanset mødeprocent.

 

Vedtaget på generalforsamlingen, den 22. august 2010