Der har flere gange været spørgsmål om reglerne for bygning af carporte, udhuse og lignende i vores sommerhusområde.
Når det drejer sig om bygning af carporte, udhuse og lignende i vores sommerhusområde gælder der forskellige regler. Der er både lovbestemte regler og servitutter, som alene gælder for vores ejerlaug.
Efter bygningsregelementet, som regulerer byggeri i sommerhusområder, må der ikke opføres bygninger nærmere end 2,5 m fra naboskel og fra 2,5 m til 5 m fra skel må der ikke opføres bygninger, hvis højde overstiger 2,5 m. Denne regel er ufravigelig og kommunen kan ikke dispensere herfra.
Efter de nye regler, kan der være en række nybygninger, som ikke umiddelbart skal anmeldes og som ikke kræver byggetilladelse. Dette afhænger af antallet af bygninger, deres størrelse og deres placering. Hvis I er i tvivl, så spørg kommunen.
Reglerne fremgår bl.a. af bygningsregelementets paragraf 2.2.6, stk. 3. Vedlagt er en lille skitse, som måske forklarer de grundlæggende dele af reglerne Afstandsregler for småhuse. I kan iøvrigt læse meget mere om reglerne på https://www.bolius.dk/love-og-regler-for-udhuse-og-skure-17566/
Vær opmærksom på, at hvis I bygger noget ulovligt, fordi naboen måske ikke umiddelbart har noget imod jeres byggeri, så bliver det ikke lovligt af den grund. I tager bare naboen som gidsel, og hvis der kommer en mere krakilsk ny ejer, bliver I nødt til at rive jeres bygninger ned for egen regning.
Så er der jo herudover en række servitutter, som fra gammel tid er pålagt alle ejendomme i udstykningen. Her er bl.a. regler om afstand til vejmidte, beplantning og andre ting. Disse servitutter har kommunen valgt ikke at forholde sig til, når de skal vurdere en byggesag; dvs. at overholdelse af disse servitutter er et privatretsligt forhold mellem grundejerforeningen og den enkelte grundejer.
Vi opfordrer derfor til, at alle overholder områdets servitutter og især gør en indsats for at bibeholde områdets særegne karakter af plantage, hvad der jo er grunden til at området stadig er så attraktivt, også økonomisk ! Derfor: Husk at tænke på, hvor og hvad I skal plante inden I rydder. Det tager mange år før et træ ligner et træ.